Kriminaliteten er faldet støt i Østjylland
Der har været 10 procent færre anmeldelser om kriminalitet i 2015
I 2015 blev der anmeldt knap 4000 færre straffelovsovertrædelser end i 2014. Det er et fald på godt 10 procent, lyder det i en pressemeddelelse fra Østjyllands politi.
Dermed fortsætter tendensen fra de seneste år med faldende kriminalitet.
“Vores opgave er at skabe tryghed og sikkerhed for borgerne, så jeg er meget tilfreds med, at der er så mange østjyder, der er blevet sparet for at blive udsat for kriminalitet. Vi skal mange år tilbage for at finde en periode, hvor kriminaliteten lå på samme lave niveau,” siger politidirektør Helle Kyndesen.
Det er særligt indbrud i privat beboelse, som er faldet drastisk - 738 færre østjyder havde uønsket besøg i 2015 i forhold til året før. Det er det laveste antal i Østjylland siden kredsens oprettelse i 2007.
Faldet i antallet af anmeldelser om overtrædelser af straffeloven er desuden særligt bemærkelsesværdigt i Gellerup/Toveshøj, hvor der er sket en halvering fra 2014 til 2015.
Årsberetningen viser dog også, at kriminalitetsbilledet er under forandring. Kriminaliteten er i højere grad flyttet over på internettet, og tallene fra 2015 viser, at økonomisk kriminalitet, der blandt andet dækker over databedrageri, er i vækst. Østjyllands Politi har derfor oprustet markant på området.
/CSJ