Fortsæt til indhold

Postkasser skrællet op om natten

Ukendte gerningsmænd lænsede natten til tirsdag postkasser rundt omkring i hele Hørsholm

Krimi
Pernille Kristensen

Ti forskellige steder i Hørsholm og Rungsted har ukendte gerningsmænd natten til tirsdag været på spil og udsat postkasser for et tilsyneladende målrettet og effektivt angreb:
Således er postkasserne nærmest blevet skrællet op i siden, hvorefter der har været fri adgang for gerningsmændene til den indeholdende post.
Det bekræfter Jens Herskind, chef for postområde København og Nordsjælland hos PostNord, over for Ugebladet Hørsholm.
“Det er et voldsomt antal i et begrænset område,” konstaterer postchefen om hærværket, som postvæsenet “ikke så tit” oplever.
“Det er en virkelig ærgerlig sag for vores kunder og en meget alvorlig sag for os, som politiet også tager meget alvorligt,” siger han med henvisning til, at hærværket er blevet anmeldt til politiet.
Han ønsker dog ikke at spekulere yderligere i motivet for hærværket.
Men en læser, som Ugebladet tirsdag var i kontakt med, kunne fortælle, at der omkring nogle af postkasserne lå åbnet post, hvilket kunne tyde på, at gerningsmændene har været på jagt efter værdier i brevene.
Jens Herskind afviser dog, at postbudene har fundet åbnet post, da de efter hærværket gennemgik ruterne i Hørsholm og Rungsted.

Find en anden postkasse

På grund af den nye postlov, der trådte i kraft 1. juli med ændrede portoformer til følge, tør Jens Herskind ikke gætte på, hvor mange breve der har været i de berørte postkasser. Men har man smidt et brev i postkassen umiddelbart op til hærværket natten til tirsdag, opfordrer han til, at man kontakter modtageren for at høre, om det er nået frem. I modsat fald kan man anmelde det som forsvundet post på PostNords hjemmeside.
Ugebladet har kunnet konstatere, at der også efter hærværket har været smidt post i de ødelagte postkasser. Det anbefaler Jens Herskind dog ikke.
“Jeg ville personligt ikke smide noget i en postkasse, hvor siden er revet af. Der ville jeg enten finde en anden postkasse eller aflevere brevet på posthuset,” lyder rådet.
De ødelagte postkasser, der hver har en værdi af ca. 5.000 kroner, bliver nu erstattet af nogle forstærkede modeller.
Har man observeret nogle pille ved postkasserne natten til tirsdag, kan man kontakte politiet med oplysninger på telefon 114.

Selv efter hærværker har folk tilsyneladende smidt breve i de ødelagte postkasser.