Jørgen er ikke set siden 6. juli
Sydøstjyllands Politi leder fortsat efter den 58-årige Jørgen Eggert Simonsen, der har været forsvundet siden 6. juli
Nu appellerer Sydøstjyllands Politi igen til borgerne i håbet om at de kan hjælpe med at finde den 58-årige Jørgen Eggert Simonsen fra Jeksen ved Hørning.
Han har været forsvundet siden 6. juli klokken 9.30, hvor familien satte ham af ved Fredericia Banegård.
“Jørgen Eggert Simonsen var på vej på ferie sammen med noget familie, men havde det skidt og ville ikke gerne hjem. Aftalen var, at han skulle taget toget tilbage, men videoovervågningen på banegården viser, at han aldrig indfinder sig på banegården,” oplyser politiassistent Orla Aagaard.
Jørgen Eggert Simonsen beskrives som en dansk mand på omkring 165 - 170 centimeter. Han er almindelig af bygning, har gråt hår og var iført en mørkebrun Fjeldräven jakke, blå cowboybukser og trekking-sko.
Han medbragte en stor Haglöf rygsæk og en lille Fjällräven rygsæk. Med sig havde han sin cykel, en mountainbike af mærket Scott. Den er sort med orange stafferinger og har stelnummeret: AS 50709956.
“Vi har ikke mange spor at gå efter i sagen. Derfor gentager vi nu efterlysningen af Jørgen Eggert Simonsen. Vi vil også gerne finde cyklen, som nogen måske har set,” siger Orla Aagaard.
Sydøstjyllands Politi vil meget gerne høre fra borgere, der har set Jørgen Eggert Simonsen eller hans cykel. Politiet kan kontaktes på 114.