Fortsæt til indhold

Gode råd til at undgå besøg af sommertyven

Krimi
Arkiv

Sommerferien står for døren, og det betyder, at der inden længe vil stå en masse tomme huse tilbage, fordi ejerne har forladt dem og er taget på sommerferie.
For at husets beboere ikke skal komme tilbage fra en dejlig ferie og få sig en ubehagelig overraskelse, når de ser, der har været indbrud, så skal de i gang inden ferien med at foretage en række forebyggende tiltag, der kan forhindre det.
Vicepolitiinspektør Peter Thaysen fra Sydøstjyllands Politi opfordrer til, at man tager ansvar og gør noget aktivt selv.
Der er nemlig rigtig mange ting, man selv kan gøre for at sikre ens hus og gøre det mindre attraktivt og mere besværligt for en tyv at bryde ind.
"Det er ikke kun alarmer og overvågning, der skræmmer tyven væk," siger Peter Thaysen, i en pressemeddelelse til Lokalavisen.
Han tilføjer, at overvågning også er en god ide, især hvis den er af en ordentlig kvalitet og er placeret i korrekte vinkler, så billederne af en eventuel tyv vil fremstå tydeligt.
Tyve kan generelt ikke lide nysgerrige og opmærksomme naboer, og derfor er det også vigtigt at få aftalt nabohjælp med naboerne, så de kan holde øje med huset og for eksempel tømme postkasse, trække gardinerne for og fra, smide lidt skral i skraldespanden, parkere en cykel eller en bil i indkørslen, hænge vasketøj op uden for huset, slå græsset og generelt lige gå en runde omkring huset for at se, om alt er som det skal være.
"Indbrudstyve kan heller ikke lide at være synlige, så det er også en god idé at få placeret lys og sensorer uden for huset, have lys med timer indenfor og at skabe frit udsyn til huset, hvilket betyder, at jo lavere hækken er jo bedre, uddyber vicepolitiinspektøren.
Det er også vigtigt at få fjernet eventuelle redskaber, som tyven kan bruge til at begå indbrud og få aflåst redskabsrummet, så vedkommende ikke kan hente det her, lyder rådet.
Er huset til salg, så undgå fotos med designermøbler og andre dyre ting, for tyve læser også boligannoncer, anbefaler Sydøstjyllands Politi.
e.r