Fortsæt til indhold

Vanvittig motorcyklist kørte ind i norsk billist

Uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport fra søndag 24. juli til mandag 25. juli

Krimi
Arkiv

Patruljen eftersatte i går klokken 17.50 en ikke-registreret motorcykel på Aarhus Ø, hvor føreren ikke anvendte styrthjelm. Patruljen mistede motorcyklen ved Isbjerget og kørte retur mod centrum af Aarhus. Her dukkede motorcyklen pludselig op bag patruljen, som han overhalede og kørte i retning mod Kystvejen. Ved kurverne kort før krydset ved Kystvejen mistede føreren kontrollen over motorcyklen og måtte bruge benene til at støtte med. Herefter fortsatte motorcyklisten overfor rødt og påkørte en 41-årig kvindelig norsk bilist, som kørte over for grønt ad Kystvejen i østlig retning. Den 41-årige holdt stille i krydset, da hun havde hørt et udrykningskøretøj. Ved sammenstødet skete der mindre materiel skade på bilen, mens motorcyklen blev totalskadet. Motorcyklisten, som er en 19-årige mand, blev herefter anholdt. Han blev efterfølgende kørt til skadestuen for tjek, men gik derfra uden behandling.

Den 19-årige bliver sigtet for brugstyveri af motorcyklen samt en lang række færdselsforseelser, oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Øvrige forseelser

Kørsel uden førerret
En 44-årig mand førte i går klokken 09.05 en varebil med i nordlig retning ad Grønnegade, og det var, selv om han ikke havde erhvervet kørekort til bil. Han er sigtet for forholdet.

Kørsel uden førerret
En 30-årig mand førte i går klokken 16.10 en personbil ad Edwin Rahrsvej i Brabrand uagtet, at han ikke havde generhvervet førerretten. Den 30-årige blev bragt til standsning på parkeringspladsen ved Bazar Vest. Den 30-årige blev sigtet for kørsel i frakendelsestiden.

Fremstillinger

Østjyllands Politi fremstiller i dag klokken 10.30 i retten i Aarhus en 26-årig rumænsk mand - uden fast bopæl, der sigtes for brugstyveri af en Audi A4 Avant, som i maj måned blev stjålet på Engvej i København S. Manden blev set køre til en adresse i Højbjerg, hvor han kort efter klokken 11.02 blev anholdt. Adressen i Højbjerg, hvor manden ikke er tilmeldt, men opholder sig, blev ransaget, og der blev fundet en del designerting. Blandt andet PH-lamper, Bamsestole, Ægget og Svanen.

En patrulje blev i går klokken 13.20 på Frederiks Alle i Aarhus opmærksom på en forankørende bil, der blev standset. Bilen blev ført af en 30-årig polsk mand, der er uden fast bopæl i Danmark. Manden blev i 2013 frakendt førerretten i tre år. Han er siden taget tre gange for kørsel i frakendelsestiden og vil kunne se frem til en klækkelig bøde. Manden fremstilles kl. 11.30.

Alle fremstiller i dag er i Aarhus i retssal K2.