Fortsæt til indhold

25-årig fængslet i fire uger

Krimi
Af Lars Saugbjerg

Opdateret:
En 25-årig mand blev natten til onsdag anholdt på Egebæksvej i Erritsø. Manden, der er fra lokalområdet, sættes i forbindelse med et voldeligt overfald på sin tidligere svigerfar, en 59 årig mand, der bor på Egebæksvej.
Den anholdte blev onsdag fængslet i fire uger. Manden blev ifølge politiet ikke fundet egnet til almindeligt fængsel, så han er kommet i surrogat-fængsel på en psykiatrisk afdeling.
Lokalpolitiet i Fredericia oplyser, at den 25-årige blandt andet tog kvælertag på den 59-årige og skubbede ham omkuld. Han slog ham muligvis også med et baseballbat eller lignende. Manden mistede bevidstheden. Familien alarmerede politiet.
Politiet anholdt den 25-årige på gerningsstedet.
Tidligere på aftenen blev manden i øvrigt sat i forbindelse med en episode på Den Gamle Lillebæltsbro, hvor han tilsyneladende dyrkede parkour.
Ifølge Lokalpolitiet i Fredericia bliver den 25-årige også mistænkt for hærværk, som blev begået natten til tirsdag på Mosegårdsvej og Egebæksvej. Her blev tre biler og en garageport ridset og overmalet med spraymaling.