Kampagne skal få festglade til at lade bilen stå
Østjyllands Politi deltager i denne uge i en landsdækkende indsats mod spiritus- og narkokørsel
Østjyllands Politi deltager i denne uge i den målrettede, landsdækkende indsats mod spiritus- og narkokørsel.
En tilsvarende kampagne blev gennemført i uge 23, og begge indsatser er koordineret med Sikker Trafiks kampagne Stop Spirituskørsel – "Klar til et pust”.
Set over flere år er antallet af spiritusbilister på vejene faldet år efter år. Men der er stadig alt for mange, der udsætter sig selv og andre for stor risiko ved at køre bil, når de har drukket alkohol. Selv om antallet af spiritusbilister er faldet over årene, så er der stadig alkohol i hver femte dødsulykke i trafikken.
I de seneste seks år (2010-15) er flere end 210 mennesker således omkommet i spiritusulykker, ligesom knap 1.300 mennesker er kommet alvorligt til skade i spiritusulykker. I Østjyllands politikreds er 131 personer blev slået ihjel eller kommet alvorligt til skade på grund af spirituskørsel i perioden 2010-2015.
Tal fra Vejdirektoratet viser, at der særligt i løbet af sommermånederne sker alt for mange spiritusulykker med dræbte og alvorligt tilskadekomne i trafikken, oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.