Tricktyv stjal Dankort fra bilist
Sydøstjyllands Politi advarer nu mod tricktyve, som spørger om vej.
Det sker på baggrund af en anmeldelse fra Skanderborg, hvor en 82-årig kvinde fik stjålet sit Dankort. En mand bredte et Danmarkskort ud for at få den venlige kvinde til at vise ham vej. Efterfølgende var hendes Dankort forsvundet fra en pung på førersædet af bilen.
Sydøstjyllands Politi fraråder, at man går ind i en samtale med sådanne personer og derimod holder fast i sine værdier. Det gælder både, når der spørges om vej, når nogle vil låne penge til benzin eller sælge billigt guld. Man skal også bede folk om at flytte sig, hvis de står meget tæt på, mens man taster koden, lyder det i en pressemeddelelse.
Hos Lokalpolitiet i Skanderborg, oplyser stationsleder Andreas Bryld Hansen, at den pågældende episode i Skanderborg fandt sted i indkørslen ved forurettedes bopæl på Bøgevej. Det var mandag 15. august, men sagen blev først anmeldt tirsdag. Det er vigtigt i sådanne sager, at man straks anmelder, understreger Andreas Bryld Hansen.