Fortsæt til indhold

Dømt for hæleri til en halv million kroner

To litauere blev i går ved Retten i Roskilde idømt henholdvis 5 og 6 måneders ubetinget fængsel for hæleri af cykler stjålet fra Fri BikeShop Køge

Krimi
Af Katrine Thorlund

Fri BikeShop i Køge var omkring pinsen i år udsat for et større indbrud. Tyvene kom af sted med 24 dyre carbon cykler til en værdi af en halv million.
En opmærksom mand i Sønderjylland opdagede den 24. maj en kølebil på litauiske nummerplader, som var fyldt med racercykler og kontaktede derfor politiet.
Politiet beslaglagde alle cyklerne, der kunne vende hjem til butikken i Køge.
"Vi fik alle cyklerne tilbage, men de har jo selvfølgelig fået lidt småridser under den hårde transport. Vi sælger derfor ud af carbon cyklerne til rigtig skarpe priser. Vores forsikringsselskab hjælper så med den tabte fortjeneste, så derfor kan vores kunder få en rigtig lækker cykel med garanti til en super pris," fortæller Jesper Ingemann, indehaver af Fri BikeShop Køge.

Dom som fortjent

Den ene litauer, der fik 6 måneders fængsel, var tidligere dømt for lignende kriminalitet rundt omkring i Europa, hvilket retten tillagde skærpende betydning. Den anden var ustraffet.
“Jeg er tilfreds med dommen, som sender et signal om, at hæleri ikke er bedre end tyveri”, udtaler anklagerfuldmægtig Christine Landsgaard.
De tiltalte nægtede sig dog skyldige.
Hos Fri BikeShop Køge er man glad for, at cyklerne blev fundet, og er også tilfreds med dommen til de to litauer.
"De to er nok bare nogle stakler, som prøver at få nogle ekstra penge. Jeg tvivler på, at det var dem der også lavede selve indbruddet. Dem der brød ind har været i butikken, og har vidst hvor cyklerne stod. Jeg synes umiddelbart, at dommen på 5 og 6 måneder er okay, jeg havde heller set, at man havde fundet dem der egentlig stod bag," siger Jesper Ingemann.