Fortsæt til indhold

Biljagt efter pengeskabstyve endte ved City Vest

Uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport fra tirsdag 29. marts til onsdag 30. marts

Krimi
Arkiv

Tre personer begik i aftes kl. 21.26 indbrud i en villa på Espevej i Harlev. Fra stedet stjal de et pengeskab. Et vidne så de tre personer ankomme i deres bil og tilkaldte politiet.

Da politiet kom frem, var de tre personer på vej væk fra villaen og ud i deres bil. Politiet nåede at anholde den ene gerningsmand, en 26-årig mand fra Aarhus, mens de to andre nåede ind i bilen og forsøgte at køre fra stedet.

En betjent fik knust ruden til førersædet og forsøgte at få fat i nøglerne. Bilens fører undgik betjenten, hvorved denne kom til at hænge efter køretøjet og fik skader på hånd og det ene ben, inden han måtte slippe grebet.

En eftersættelse fra Harlev via Silkeborgvej, Røgelvej og Ingasvej endte på parkeringspladsen ved City Vest på Gudrunsvej, hvor de to løb fra køretøjet. En betjent eftersatte den ene gerningsmand til fods og fik ham anholdt kort derfra. Den anden gerningsmand blev fundet af en af politiets hunde, da han lå og gemte sig under et halvtag mellem en væg og to skraldespande. Den første blev anholdt kl. 21.40, og de to næste kl. 21.50. De to sidst anholdte er en 24-årig mand fra Aarhus (fører af bilen) og en 21-årig mand fra Sabro.

Den 24-årige, der førte bilen, er sigtet for på hensynsløs måde at have forvoldt nærliggende fare for nogens liv eller førlighed. Han fremstilles for dette kl. 13.30 i retten i Aarhus.
Det er endnu ikke afgjort, om de øvrige løslades eller fremstilles.


Døgnet i øvrigt:


Færdsel
En 21-årig mandlig bilist blev bragt til standsning i går kl. 19.40 på De Mezas Vej i Aarhus af en patrulje, som ved narkometertest konstaterede, at manden var påvirket af euforiserende stoffer. Manden blev sigtet for kørsel i påvirket tilstand.

En 19-årig mandlig bilist blev i går kl. 18.00 bragt til standsning på Anker Jensens Vej i Åbyhøj af en patrulje, som sigtede manden for kørsel uden førerret.

Der har i det forløbne døgn været fem indbrud i privat beboelse.
/LNB