Fortsæt til indhold

Mand tilbød dreng slik eller penge

Krimi
Erland Rasmussen

En elev fra Mølleskolen i Ry blev antastet af en mand på Sønder Egevej i Ry mandag 26. september omkring klokken 14.
Det oplyser Lokalpolitiet i Skanderborg, som har modtaget en anmeldelse fra Mølleskolen.
Hændelsesforløbet beskrives sådan, at den mistænkte mand kørte i en lille, rød bil med buler. Manden spurgte drengen, som er 13-14 år, om han ville have slik eller penge. Drengen var ikke interesseret, og så spurgte manden efter en rutebeskrivelse til Himmelbjerget.
Drengen blev nervøs og begyndte at gå væk. Manden fulgte langsomt efter i bil, indtil drengen løb ned til et stisystem, hvor manden ikke kunne følge efter.
Derefter gik drengen tilbage til Mølleskolen, hvor han kontaktede en afdelingsleder, som anmeldte episoden til politiet.
Politiet var ude og lede efter manden, men fandt ham ikke.
Drengen beskrev manden som tyk med stort hoved, skaldet og med skægstubbe. Han kørte i en lille rød bil med en del buler.
Lokalpolitiet i Skanderborg siger, at der som sådan ikke er sket noget ulovligt. Indtil videre betragter man sagen som et mistænkeligt forhold.
“Vi ved jo ikke, hvad hensigten var. Men vi vil meget gerne tale med den pågældende mand,” siger politiassistent John Mortensen, Skanderborg Lokalpoliti, som håber, at nogen har kendskab til manden eller hans bil på baggrund af beskrivelsen.
Lokalpolitiet kan kontaktes på telefon 114.