Fortsæt til indhold

Håndgranat i Horsens sprængt væk af militæret

Krimi
Jeppe Rafn

Tirsdag formiddag blev der fundet en håndgranat i Åbjerg Skov, der ligger syd for Bygholm Sø i Horsens.
Håndgranaten blev fundet af en 46-årig mand fra Højbjerg, der ringede til politiet klokken 11.25 og fortalte om fundet. Politiet afspærrede området, da man kom ud i skoven og kunne konstatere, at der rigtignok var tale om en håndgranat.
Politiet kontaktede forsvarets ammunitionsrydder-afdeling EOD (Explosive Ordnance Disposal), som vurderede, at håndgranaten skulle bortsprænges.
Det skete klokken 14.26.
Horsens Lokalpoliti har ikke nærmere oplysninger om, hvad det var for en håndgranat, der blev fundet i skoven.
Sidste år blev der fundet flere miner fra 2. verdenskrig i skoven. Tyskerne brugte området omkring Bygholm Sø som ammunitionsdepot under krigen. For at holde uvedkommende ude og undgå sabotage blev området spærret af med hegn, og der blev lagt landminer ud.