Politiet genindfører visitationszoner
Østjyllands Politi vurderer, at konflikt mellem to grupperinger kan blusse op igen
Østjyllands Politi modtog mandag ved midnatstid en anmeldelse om et skyderi ved Rundhøjtorvet i Højbjerg.
Ifølge en pressemeddelelse fra politiet, havde anmelderen hørt flere skud, hvorefter der var blevet råbt "løb løb".
Da politiet ankom til stedet, var der helt roligt på torvet, men et andet vidne fortalte, at der tidligere på aftenen havde været en større gruppe af unge samlet ved Netto.
20 minutter senere så en patrulje, der i anden anledning befandt sig på skadestuen, en bil ankomme til Aarhus Universitetshospital.
På passagersædet sad en såret person, der ved nærmere undersøgelse viste sig at være blevet ramt af et skud i sin venstre hofte.
Den skudramte er en 28-årig mand, der er kendt af politiet som tilhørende den ene af de to grupperinger - med relation til Rundhøj og Rosenhøj - der er i konflikt med hinanden.
Politiet efterforsker sagen som drabsforsøg og vil meget gerne høre fra vidner, der måtte have set eller hørt noget ved Rundhøjtorvet sent i aftes. Østjyllands Politi kan kontaktes på telefon 114.
På baggrund af aftenens skudepisode har politiet valgt at genindføre de visitationszoner, der eller blev nedlagt forleden.
Det er politiets vurdering, at der efter nattens skudepisode er risiko for, at opgøret mellem de to Rosenhøj og Rundhøj-grupperinger vil blusse op igen, hvorfor der nu i forebyggende øjemed oprettes visitationszoner.
Visitationszonerne trådte i kraft i dag kl. 11.00 og gælder foreløbigt i 14 dage.
Visitationszonen i Rosenhøj omfatter området:
- Mod nord af jernbanen
- Mod øst af Ringvej Syd og Søndervangs Allé inkl. institution på Kjærslund 1
- Mod syd af Matildelundsvej
- Mod vest af levende hegn op mod industrikvarter
Visitationszonen i Rundhøj omfatter:
- Mod nord af Jyllands Allé til Fredensvang Runddel
- Mod øst af Rosenvangs Allé
- Mod syd af Holmevej
- Mod vest af Holme Møllevej
I disse områder kan politiet stikprøvevis foretage kropsvisitationer samt undersøge tøj og andre genstande, herunder køretøjer, med henblik på at kontrollere, om nogen besidder eller bærer våben.
dp