Fortsæt til indhold

Da katastrofen ramte

Hus jævnet med jorden efter kraftig eksplosion og brand, som kostede husets 87-årige beboer livet

Krimi
Erland Rasmussen

“Vi er alle i chok, og min kone er fortsat meget påvirket...”
Sådan lød det fra Svend Christensen, som bor kun 80 meter fra det hus i landsbyen Stjær, der torsdag klokken 16.30 i sidste uge blev fuldstændig raseret.
Huset blev jævnet totalt med jorden efter en eksplosion og efterfølgende kraftig brand.

Husets beboer omkom

Katastrofen kostede et dødsfald, da redningsmandskab med hunde fandt en afdød person i murbrokkerne.
Personen blev efterfølgende identificeret, og det viste sig som formodet at være husets 87-årige beboer.
“Jeg gik rundt i haven, da jeg hørte et kæmpe brag, som fik det hele til at ryste. Dernæst stod der en støvsky op på himlen,” fortæller Svend Christensen.
Han løb over til huset lige efter eksplosionen sammen med et par naboer.
“Først var der ingen ild, men det kom meget hurtigt,” tilføjer han.
Svend Christensen fortæller, at der netop var lagt naturgas ind, men huset var endnu ikke tilsluttet.
Politiet formoder da også, at det var et gasudslip, som var årsagen til ulykken.
Allerede fredag i sidste uge blev der sendt eksperter til adressen for at undersøge årsagen og omstændighederne omkring ulykken nærmere.
“I løbet af formiddagen sætter vi gang i undersøgelserne på stedet, hvor vi har en tekniker ude sammen med Sikringsstyrelsen, Beredskabsstyrelsen og Dansk Brandinstitut,” oplyste Orla Aagaard fra Skanderborg Lokalpoliti.
Undersøgelserne omkring eksplosionen ventes først afsluttet i løbet af indeværende uge.
Flere huse omkring ulykkesstedet mærkede også eksplosionen med knuste ruder og andre skader til følge.

Borgere i landsbyen Stjær var i chok, da katastrofen ramte. Nu skal ulykkesstedet undersøges nærmere af eksperter og teknikere.
Eksplosionen i Stjær kunne høres og mærkes langt omkring.
Ulykkesstedet blev afspærret.