Overfaldt og røvede kvinde for fire måneder siden
19-årig mand blev onsdag varetægtsfængslet i fire uger
En 19-årig mand fra Trige blev i dag, onsdag, varetægtsfængslet i fire uger ved retten i Aarhus i en sag omhandlende et voldsomt røveri for fire måneder siden.
Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Klokken 03 om natten lørdag den 7. maj blev en 42-årig kvinde overfaldet og røvet i Guldsmedgade i Aarhus.
Manden snuppede først kvindens taske, og da hun løb efter ham for at få den tilbage, frarøvede han hende for øreringe og et armbåndsur.
Kvinden blev slået med flere knytnæveslag i ansigtet og på kroppen, men det var, hvad der skete efterfølgende, der senere skulle vise sig at være med til at fælde røveren.
I forbindelse med overfaldet forsøgte han nemlig at holde hende for munden. Kvinden kvitterede med at bide ham i fingeren, så han begyndte at bløde.
Det er blodet fra fingeren, som Østjyllands Politi nu - fire måneder efter hændelsen - har formået at koble til den 19-årige mand fra Trige.
"Sådan noget arbejde tager lang tid. DNA-sporene - i dette tilfælde blodet - skal indsendes til et laboratorie, som laver en DNA-profil, og den skal så efterfølgende sammenlignes i de forskellige registre, vi har. Det arbejde tog fem-seks uger, og hvad det videre forløb i forhold til at pågribe gerningsmanden har været derefter, det skal jeg ikke kunne sige," siger Marianne Morgen, pressekoordinator ved Østjyllands Politi.