Fuld tryk på børn og brandslanger
Der var både høje grin og stille gys fra de børn, som besøgte brandstationen i Skanderborg i sidste uge.
Det var elever fra 0. klasser fra Morten Børup Skolen og Ejer Bavnehøj Skolen, som var inviteret af Østjyllands Brandvæsen.
Det blev til nogle fornøjelige timer, hvor grinene blev fremkaldt, når de raske drenge og piger fik lov til at sprøjte med vand fra en rigtig brandslange.
Og det blev til gys, da brandfolkene demonstrerede deres stolthed, stigevognen, som kan skyde brandfolkene og i dagens anledning en af børnenes lærere, helt op til 30 meter i vejret.
Anledningen til besøget var dog alligevel seriøst. Uge 40 var den store brandforebyggelsesuge i Danmark.
“Vi forklarer børnene, at ilden både er en god ven, men at den også kan være en farlig ven,” forklarer Jacob Christoffer Kjær fra Staben hos Østjyllands Brandvæsen.
“De skal først og fremmest redde sig selv, men de skal også være trygge ved at alarmere de voksne, hvis det brænder eller ringe 112,” lyder et par af børne-rådene fra brandfolkene.