Fortsæt til indhold

De stjæler mens du sejler

64 bilindbrud i år: Intet andet sted i Nordsjælland bliver der stjålet så meget fra parkerede biler

Krimi
Fred Jacobsen

Den store parkeringsplads på Rungsted Havn er ikke et sted, hvor man uforsigtigt skal lade sin bil stå.
Risikoen for, at en eller anden bryder ind i den, mens du fikser noget ved båden, sejler eller nyder noget på en af havnens restauranter, er overhængende stor: 64 gange har Nordsjællands Politi i år registreret indbrud, hvor der er stjålet værdier fra parkerede biler på havnen.

Mest tablets og pc’ere

“Det er det sted i Nordsjælland, hvor vi ser flest tilfælde af den slags”, fortæller Claus Birkelyng, vicepolitiinspektør og leder af Station Nord i Nordsjællands Politi, til Ugebladet.
Birkelyng oplyser, at det fortrinsvis er tablets og pc'ere, der bliver stjålet.
Han mener, at bilisterne selv kan gøre en del for ikke at friste tyvene. For eksempel sørge for, at der ikke ligger noget i bilen, der er synligt udefra.

Sætter advarselsskilte op

Alligevel er problemet så stort, at politiet har været i dialog med Hørsholm Kommune for at få sat advarselsskilte op. Det bekræfter centerchef for teknik, Katrine Langer.
“Vi sætter skilte med teksten 'Tøm bilen før tyven' op. De er bestilt og på vej”, forsikrer Katrine Langer.

fakta

Herkan du se, hvornår der har været indbrud:
Januar 9 tilfælde
Februar 9
Marts 10
April 5
Maj 7
Juni 10
Juli 6
August 2
September 6
Kilde: Nordsjællands Politi