Fortsæt til indhold

”Jeg håber, at jeg kan hjælpe andre unge fra dumheder som mine”

Syv personer, deriblandt en tidligere nynazist og en tidligere voldelig autonom mødte Hillerøds borgere til en ’speed-talk’ på biblioteket

Krimi
Af Claus Beyer

I Café Hilleroden på Hillerød Bibliotek blev der talt flittigt ved de syv borde, da Grundtvig Højskole inviterede borgerne til at møde nogle af de mennesker bag ved de fordomme som samfundet har. Her kunne borgerne møde personer lige fra Venligboerne til tidligere voldelig nazist og voldelig autonom i samtalesalonen på Vandregangen på Hillerød Bibliotek.

Inspirerende kontakt

Venligboerne var repræsenteret af Vivi Wøldike der blandt andet også er medlem af Byrådet i Hillerød, pædagog på HFO Byskolen, formand for natteravnene i Hillerød samt med til at skaffe venskabsfamilier til flygtninge.
”Det har været en helt fantastisk dag. Det var nogle gode timer sammen med nogle meget engagerede borgere, der gerne ville vide meget mere om Venligboerne og ligeledes om det lokale politiske arbejde. Denne form af kontakt med borgere er meget inspirerende og absolut noget jeg meget gerne ser brugt mere i fremtiden, blandt andet ved det kommende kommunalvalg,” sagde Vivi Wøldike bagefter de mange samtaler i de små grupper.

Venligboer Vivi Wøldike håber at denne form for arrangement fortsætter.

Ikke sidste gang

Også den tidligere autonom, Søren Lerche, der i sin ungdom var med til at blandt andet bekæmpe nazisterne med vold, var begejstret.
”I dag arbejder jeg på Grundtvigs Højskole og arrangerer konferencer om ekstremisme og bandekriminalitet. Det er første gang, at vi laver denne type 'speed-talk' med borgerne og det bliver helt sikkert ikke sidste gang. Borgerne får muligheden for at komme helt tæt på deltagerne og de fordomme der er om dem. Jeg skulle måske sige os, da jeg selv er en af disse som mange mennesker har fordomme imod, men det ved de bare ikke, når de ser mig i dag, da jeg jo ikke skilter med det i form af mange tatoveringer og udseende. Der har Tomas Runge, der er tidligere nazist jo sværere ved at skjule sig i mængden, da han er tatoveret mere eller mindre over det hele, også i ansigtet:”
”Selvom Thomas og jeg tidligere var på hver sin side og hinandens fjende, så er vi i dag rigtig gode venner. Vi levede i en form for oste-klokken i et samfund som vi bare ikke forstod og passede ind i. I dag fortryder vi begge to vores fortid, vi er begge kommet videre og nu vil vi gerne hjælpe andre unge videre – og dele ud af vores erfaringer, som vi har fået af ting og begivenheder vi absolut ikke er stolte over i dag.”

Der var fyldt godt op ved alle bordene på Vandregangen på biblioteket.

Vil hjælpe unge mod dumheder

Thomas Runge, der er født og opvokset i en velstillet familie i Espergærde, endte med at være i front for nogle af de mest voldelige og racistiske grupper i Danmark igennem 10 år, hvilket han i dag fortryder.
”Det var vold for voldens skyld. Det var masser af had og det var også dette had der gjorde at jeg pludselig ikke kunne holde det ud. Hver eneste nye dag startede med had til andre mennesker, hvilket er det fuldstændige modsatte end det jeg står for i dag. Jeg fortryder, at jeg var så dum, at jeg kom i et miljø med had til en masse mennesker der intet har gjort noget galt,” fortalte en meget åben Thomas Runge til borgerne.
I mellem de mange samtaler i grupperne sagde Thomas Runge også til Hillerød Posten:
”Det er et rigtig godt arrangement som jeg gerne deltagere i andre steder. Jeg gør det, fordi jeg håber, at jeg måske kan forhindre andre unge i begå lignende dumheder som jeg har. Enten i forbindelse med eksempelvis bandekriminalitet eller misbrug. De skal se, at idioten med alle disse tatoveringer kunne komme ud af det og at der også findes håb for dem.”