Fortsæt til indhold

"Branden på Bantex husker jeg særligt"

Afskeds- og jubilæumsreception for Palle Krag Kristensen

Krimi
Michael Braunstein

"Branden på Bantex i 2000."

Sådan svarer Palle Krag Kristensen, når han bliver spurgt, om der er en begivenhed i hans 41 år i brandvæsenet, der har gjort særligt indtryk.

"Det er den længstvarende brand, jeg har været med til. Det varede fem dage, før vi var færdige med slukningsarbejdet, og politiet skulle undervejs have mulighed for at undersøge brandstedet," siger Palle Krag Kristensen og fortsætter:

"Jeg husker det også, fordi jeg dagen efter at branden brød ud, havde 25 års jubilæum. Vi holdt en kort sceance og tog så ud til Brandtex for at fortsætte med slukningen."

Palle Krag Kristensen, 65 år, har haft mange, mange andre oplevelser i sin tid i brandvæsenet. En tid, der snart er slut: 28. oktober fra kl. 13.00-15.00 holder Nordsjællands Brandvæsen afskeds- og jubilæumsreception for ham på brandstationen på Rørmosevænget 2 i Allerød.

Palle Krag Kristensen siger farvel og går på pension med 40 års hæderstegn ved brandvæsenet, og samtidig er det hans sidste arbejdsdag som ansat ved hjælpemiddelcentralen i Allerød.

Leder af brandstationen i Allerød

Palle Krag Kristensen startede 1. juni 1975 som deltidsansat brandmand i Farum Kommunale Brandvæsen, hvor han fra 1979 til 1991 var brandmester og holdleder.

Han fortsatte som brandassistent og holdleder hos Falck, da Falck overtog i Farum i 1991.

"Da Allerød fik sin egen brandstation 1. marts 1996, blev jeg leder af brandstationen, hvilket jeg var frem til 2010. Fra 1996–2004 lå brandstationen i øvrigt på Solvang 14," fortæller Palle Krag Kristensen.

1. november 2011 blev Allerød Brandvæsen kommunalt, og siden 1. januar 2015 har det været en del af Nordsjællands Brandvæsen.

Palle Krag Kristensen var holdleder hos Falck i Allerød 2010-2011, holdleder i Allerød Brandvæsen 2011-2014 og holdleder i Nordsjællands Brandvæsen fra 2015 og frem til udgangen af oktober i år.

Sideløbende har Palle Krag Kristensen fra 2007-2014 været fuldtidsansat som beredskabsmester i Allerød Beredskab/Brandvæsen som deltidsmedarbejder på hjælpemiddeldepotet og i Allerød Service.

Siden 1. januar 2015 har han været fuldtidsansat som beredskabsmester i Nordsjællands Brandvæsen som servicemedarbejder i hjemmeplejen og på brandstationen samt ved afløsning på hjælpemiddeldepotet ved ferier og sygdom.

"Tiden er inde"

For Palle Krag Kristensen er det vemodigt at stoppe, men han har længe vidst, at han ville holde op, når kroppen begyndte at sige fra.

"Jeg må indrømme, at tiden er inde nu. I min alder er det hårdt at skulle op om natten og rykke ud på alle mulige tidspunkter. Og jeg vil ikke hen i en situation, hvor der skal tages særlige hensyn til mig, så nu skal det være," siger Palle Krag Kristensen.