Høj fart koster liv på vejene
Kører du 93 km/t i stedet for 80 km/t, fordobler du risikoen for at ende i en dødsulykke. Fra 2010 til 2014 kunne 551 dødsfald i trafikken have været undgået, hvis en eller flere af de involverede ikke havde kørt for stærkt. Politiet sætter ekstra fartkon
En mand kommer kørende på en landevej. På bagsædet sidder hans to små børn, der er fred og ro og ingen fare. Han træder lidt for hårdt på speederen, og pludselig kommer en bil ud fra en sidevej. Manden træder med det samme bremsen i bund, men er det for sent?
Sådan begynder den nye kampagnefilm, der snart udkommer fra Rådet for Sikker Trafik, som sammen med 84 af landets kommuner vil have flere til at overholde fartgrænserne på vejene. Sønderborg Kommune er med i kampagnen og har sat skilte op langs vejene, hvor der står ”Sænk farten – før det er for sent,” som en venlig påmindelse til bilisterne.
”Hvert år er for høj fart på vejene skyld i farlige situationer og ulykker. Når man kører for stærkt udsætter man både sig selv og andre for fare. Derfor skal kampagnen gerne resultere i at flere overholder fartgrænserne, kører efter for-holdene og dermed, at der sker færre ulykker. Det er vores ønske og grund til, at vi er med i den nye kampagne,” siger Frode Søren, formand for Teknik- og miljøudvalget i Sønderborg Kommune.
I forbindelsen med kampagnen har Rådet for Sikker Trafik spurgt 2.046 personer i hele landet, om de synes, at der køres for stærkt i det område, hvor de bor. Hele 64% af de adspurgte svarede ja.
”Der er mange gode grunde til at vise mere hensyn og sænke farten. Det kan skabe mere tryghed og vigtigst af alt sikre, at færre kommer til skade eller mister livet i trafikulykker. Der er for høj fart involveret i omkring halvdelen af dødsulykkerne, så vi skal have flere til at overholde fartgrænserne,” siger Pia Duus Møhl, der er teknisk assistent i Sønderborg Kommune.
Kampagnen ”Sænk farten – før det er for sent” kan ses i hele landet fra 10. til 30. oktober. Den nye kampagnefilm bliver vist i tv og på de sociale medier. Langs vejene er der tusindvis af røde skilte med kampagneteksten.