Mistænkelig mand set før indbrud
Lokalpolitiet i Skanderborg efterlyser vidner, efter et indbrud i en villa på Fuglehaven i Skanderborg. Tyven skaffede sig adgang til villaen ved at bryde en terrassedør op, formentlig med et koben, og stjal to George jensen vægure, en dunjakke, et armbåndsur samt flere guld og sølvsmykker.
Forud for indbruddet, der skete i perioden fredag 21. oktober klokken 15 til søndag 23. oktober klokken 12.45, så vidner en mand, der opførte sig mistænkeligt.
“Vidner har mandag 17. oktober bemærket en mand i en sort eller mørk stationcar, som kørte langsomt rundt i kvarteret og blandt andet kiggede på villaen på Fuglehaven, forklarer stationsleder hos Lokalpolitiet i Skanderborg, Andreas Bryld Hansen.
Manden beskrives som 30-40 år, lys i huden, og med kort hår og lidt skaldet. Politiet vil gerne i kontakt med andre, der har set den mørke stationcar i kvarteret. Lokalpolitiet kan kontaktes på 114.