Fortsæt til indhold

Min søn blev skræmt fra vid og sans af klovn

Krimi
Jeppe Rafn

Onsdagens episode med en klovn, der skræmte en 11-årig dreng i Horsens, er ikke den første episode med klovne i Horsens Kommune.
Malene Wedel Nielsen fra Østbirk fortæller, at der i lørdags to gange blev set en klovn i Østbirk.
"Min søn på 12 år var i Kiwi lørdag aften ved 18-tiden, hvor han så en klovn hoppe ud foran en bil, der måtte bremse hårdt. Klovnen løb i retning mod min søn, som blev skræmt fra vid og sans," fortæller Malene Wedel Nielsen.
Hun kontaktede politiet, der sendte en vogn ud at patruljere i området.
Nogle timer senere blev klovnen set igen på Ryvej, hvorefter mange folk fra byen var ude at lede efter klovnen, fortæller Malene.

Hvorfor skræmmer du folk?

I går onsdag blev der efter sigende igen set en klovn i Østbirk. En kvinde skriver på Facebook, at hendes mand mødte en klovn på Højageren og spurgte klovnen, hvorfor han gik sådan klædt og skræmte folk. Klovnen stak af uden at svare.
Malene Wedel Nielsen tror, men er ikke sikker på, at det er den samme klovn, der er blevet set lørdag og onsdag i Østbirk. Klovnen fra i lørdags havde hvidt tøj på og en kulørt paryk.
"Det er fuldstændigt forrykt at rende rundt og spille klovn. Det er synd for bilisterne og børnene. Mine børn på 10 og 12 år tør ikke længere gå udenfor, når det er mørkt."
Udfra beskrivelserne at dømme, er klovnen en ung mand/dreng.