Antallet af indbrud i Nordsjælland er steget markant
Politiet styrker indsatsen mod indbrud efter antallet af indbrud er steget fra 3600 sidste år til 4700 i år
Øget synlig patruljering, civile og uniformerede patruljer på S-togsnettet, og brug af ny teknologi. Det er blandt de nyt tiltag som Nordsjællands Politi nu sætter i søen for at styrke indsatsen mod indbrud.
Sidste år var antallet af indbrud i beboelse i Nordsjælland ved udgangen af oktober omkring 3600, mens det tilsvarende tal i år er tæt på 4700. Alene i oktober har Nordsjællands Politi modtaget 702 anmeldelser.
En analyse af indbruddene viser, at der er områder i Nordsjælland, som er mere ramt end andre, og det vil især være her, at indsatsen bliver koncentreret.
”Indbrud er en kriminalitetsform, der skaber utryghed for mange borgere. Derfor er det et vigtigt indsatsområde for os. Som en del af den forstærkede indsats øger vi patruljeringen med både uniformerede og civile folk. Desuden ser vi muligheder for at anvende ny teknologi i vores indsats,” siger politidirektør ved Nordsjællands Politi, Jens-Christian Bülow og tilføjer, at både Task Force Indbrud og Nordsjællands Politis egen særlige indsatsgruppe er med i arbejdet.
”Vi har for nyligt oprettet Særlig Indsatsgruppe Nordsjælland, som skal sættes ind på områder, hvor vi vurderer, at der er behov for en særlig prioritering. Og der er helt aktuelt et meget stort behov på indbrudsområdet,” siger Jens-Christian Bülow.
Han understreger, at den forstærkede indsats i de særligt ramte områder ikke betyder en mindre indsats i de øvrige dele af kredsen.
”Det her er noget, vi gør udover de ting, som allerede er i gang. Når vi forstærker indsatsen, er det simpelthen fordi, vi ikke vil acceptere, at Nordsjælland opfattes som et slaraffenland for tyveknægte,” siger Jens-Christian Bülow.
/pm