Fortsæt til indhold

"Slaget er ikke tabt endnu"

Borgmester H.P. Geil kæmper stadig for en politiskole ti Haderslev

Krimi
Peter Rasmussen

"Slaget er ikke tabt endnu!"
Sådan siger Haderslev-borgmester H.P. Geil til TV2 og retter samtidig kritik af processen omkring en fremtidig vestdansk politiskole:
"Vi ved godt at der kun skal etableres en vestdansk politiskole, og at den kan komme til at ligge i Herning. Men processen har ikke været køn. Man har bedt os om at regne på eksisterende bygninger, og så ønsker man slet ikke vore oplysninger," siger han.
Han erindrer også om at der skal findes politisk flertal for placeringen i Herning og økonomi til den.
H.P. Geil er langt fra den eneste som er ude med kritik i sagen. Benny Engelbrecht har kaldt beslutningen 'kammerateri' og en tilbagebetaling til Hernings borgmester Lars Krarup (V) for hjælp til Lars Løkke da formandsposten i Venstre var på spil. En kritik som partiets retsordfører, Stine Bramsen, også har fremsat.
Christian Thulesen Dahl (DF) undrer sig over at man har iværksat så omfattende et stykke skatteyderbetalt arbejde i kommunerne når man tilsyneladende ikke vil bruge det til noget og Nicolai Wammen (S) tager del i denne undren.

Afviser kritik

I Herning vækker kritikken vrede hos borgmester Lars Krarup (V):
"Vi lever ikke i en bananrepublik. Det er hverken Congo eller Uganda det her. Man kan ikke 'kammerate' sig til en politiskole. Vi har brugt mange kræfter på at byde ind som alle andre," siger han til TV2.
Også justitsminister Søren Pind (V) tager kritikken med ophøjet ro:
"Når det kommer til udflytning af statslige arbejdespladser er det regeringen som bestemmer," konstaterer han.

Borgmester H.P. Geil (V): "Processen har ikke været køn, og slaget er ikke tabt endnu!"