Fortsæt til indhold

Tyv kørte tyvekoster væk i stjålet bil - men kunne ikke parkere

Krimi
Arkiv

Tre villaer i samme kvarter i Gl. Rye blev torsdag 24. november udsat for indbrud, oplyser Lokalpolitiet i Skanderborg.
I tidsrummet fra klokken 16. til 20.35 blev der begået to indbrud i villaer på Gerstedvej. I begge tilfælde skaffede gerningsmanden sig adgang ved at bryde ind gennem henholdsvis et stuevindue og et badeværelsesvindue.
Det ene sted blev der stjålet en Macbook Pro, en iPad og en iPod samt 300 kroner i kontanter samt en blå og hvid rygsæk. Det andet sted blev der stjålet en bærbar pc fra et kontor.
I tidsrummet fra 18-20.55 blev der begået endnu et indbrud, denne gang på Stejlehøjvej få hundrede meter fra Gerstedvej. Her blev et værelsesvindue brudt op med et koben, og der blev stjålet en iPad samt nøglerne til en forholdsvis ny, hvid Citroën Picasso.
Bilen blev senere torsdag fundet på Smedegade i Horsens ud for nummer 48 omkring klokken 21.52. Her påkørte den flere parkerede biler i forsøget på at parkere. Bilen blev så skadet, at føreren valgte at løbe fra stedet.
Manden beskrives som 175-180 centimeter høj og spinkel af bygning. Han var iført blå cowboybukser og en mørk dujakke.
“Vores umiddelbare opfattelse er, at manden står bag alle tre indbrud i Gl.Rye,” siger kriminalassistent Orla Aagaard.