Fortsæt til indhold

Bilbrand i Smørum kan ikke kobles sammen med skyderi i Lyngby

Nordsjællands Politi afviser nu en forbindelse mellem en bilbrand i Smørum og sidste tirsdags skyderi ved Magasin i Lyngby

Krimi
Kenneth Tanzer

Som Lokalavisen Egedal skrev i sidste uge, så vil Nordsjællands Politi i Frederikssund ikke afvise en sammenhæng mellem sidste tirsdags bilbrand på Edelgavevej i Smørum og skyderiet ved Magasin i Lyngby.
Men nu har den udbrændte bil af mærket Passat været til undersøgelse hos politiet, og alt tyder på, at bilen alligevel ikke kan kædes sammen med episoden i Lyngby, hvor en 30-årig dame og en 22-årig mand blev ramt af skud, mens de befandt sig ved restaurant Sticks n Sushi.
"Umiddelbart har de to episoder ikke nogen forbindelse til hinanden. Det er vores klare formodning efter undersøgelsen af den udbrændte bil. Det er også svært at sige, om bilbranden var påsat, for kun jernet var tilbage, da vi fik den ind til undersøgelse. Den var helt udbrændt," siger Henrik Gunst, efterforskningsleder hos Nordsjællands Politi.

Ingen efterlysning

I timerne efter skyderiet i Lyngby kom det frem, at politiet efterlyste en hvid bil - en mulig flugtbil, men påstanden bliver nu afvist af Henrik Gunst.
"Det er ikke rigtigt, for vi ved endnu ikke, hvordan gerningsmanden er kommet væk fra Lyngby," siger han.