Politiet anholder organiserede indbrudskriminelle
Otte mænd er blevet anholdt i forbindelse med landsdækkende politiaktion mod organiseret indbrudskriminalitet
Antallet af indbrud i villaer har været markant højt i Gentofte og i resten af Nordsjælland dette efterår, og derfor har politiet sat ekstra ind på netop det område.
Den indsats er nu begyndt at give noget afkast. Task Force Indbrud (TFI) anholdt i sidste uge otte mænd, som alle menes at være filtret ind i organiseret indbrudskriminalitet.
"En del af forholdene har været begået i Gentofte," siger Bent Isager, der er politiinspektør og leder af Task Force Indbrud (TFI).
Han fortæller, at anholdelserne skete på baggrund af flere måneders efterforskning af to personer fra Sønderjylland, der mistænkes for hæleri.
Via en hjemmeside har de videresolgt tyvekoster, primært dyre designermøbler og lamper. Mange af disse tyvekoster kan føres tilbage til nordsjællandske hjem, som har været udsat for indbrud i løbet af det seneste års tid.
De to mænd er nu blevet varetægtsfængslet.
Og de restende seks anholdte er blevet sigtet for indbrudstyverier og/eller hæleri, hvor indbruddene er sket i byer i Nordsjællands, Østjyllands, Syd – og Sønderjyllands, Sydsjællands og Lolland-Falsters og Fyns politikredse.
Flere af de anholdte er kendt af politiet i forvejen. Nogle af dem er tidligere dømt for berigelseskriminalitet, og nogle af dem har tilknytning til rockermiljøet i Danmark.
Politiet forventer, at den kommende tids efterforskning vil føre til yderligere anholdelser og sigtelser samt opklaring af flere indbrud og hæleriforhold i hele landet.
“Muligheden for at kunne komme af med stjålne effekter er forudsætningen og baggrunden for organiseret indbrudskriminalitet. Det er derfor afgørende, at hæleri afdækkes og opklares – især når det som her foregår under dække af en forretningsvirksomhed. Med denne politiaktion mener vi at have ramt personer, der mistænkes for hæleri af særlig grov beskaffenhed samt personer, der mistænkes for organiseret indbrudskriminalitet, siger Bent Isager-Nielsen.
Anholdelserne af de otte mænd betyder dog ikke, at politiet har mindre at se til, når det gælder indbrud.
"Indbrudsområdet er et mangehovedet dyr. Der er bander, rockere og udenlandske kriminelle. Så der er mange om buddet, og knytnæven mod organiseret kriminalitet skal vi nok sørge for. Men borgerne kan også gøre meget for at gøre det sværere for tyvene at komme ind ved at have ordentlige døre og låse. Og så er det godt at have nabohjælp og ringe, hvis man ser noget mystisk," siger Bent Isager.