Fortsæt til indhold

Pas på folk, der står tæt på dig, når du betaler

Tricktyve snød 86-årig med en tennisbold

Krimi
Grethe Bo Madsen

Udstyret med en god portion frækhed og en tennisbold lykkedes det onsdag 7. december tre tricktyve at stjæle en 86-årig kvindes pung og hæve 15.000 kroner på hendes dankort, oplyser Lokalpolitiet i Skanderborg.
Kvinden havde været i SuperBrugsen på Nørre Alle i Hørning for at handle, og da hun kommer hjem, blev hun antastet af en lille, udenlandsk mand, der ville vise hende noget i hendes baghave. Da han får hende med derom, viser han hende en tennisbold, fortæller vicepolitiinspektør Andreas Bryld Hansen.
Øjeblikket efter forsvinder manden, og først da opdager kvinden, at hendes pung med dankort mangler. Inden hun når at få spærret kortet, er det lykkedes for tricktyvene at hæve 15.000 kroner.
Efter spærringen af kortet har tyvene desuden forsøgt at bruge kortet til at købe oddset kuponer på Cirkel K tankstationen på Aarhusvej i Hørning.
“På videoovervågningen fra tankstationen kan vi se, at der er tre personer om tyveriet. Foruden den lille mand, er der yderligere en mand samt en kvinde, alle tre af østeuropæisk udseende,” siger Andreas Bryld Hansen.
“På videoovervågningen fra SuperBrugsen kan vi desuden se, at kvinden stod i køen lige bag den 86-årige, da hun betalte for sine varer.”
Kvindens pung blev senere samme dag fundet i Fakta i Hørning sammen med endnu en stjålet pung tilhørende en kvinde fra Aarhus.
Manden, der kontaktede den 86-årige, beskrives som 20-30 år, 150-160 centimeter høj, med kort, sort hår og mørkt tøj.
På baggrund af flere lignende tricktyverier opfordrer Lokalpolitiet folk til at være ekstra opmærksomme, hvis nogen går tæt på dem, mens de betaler med deres dankort.
“Folk skal være påpasselige, når nogen maser sig tæt ind på dem, især ved kasserne, når de skal til at betale. Hold øje med dem, der står bagved. De skal blive bag kasselinjen, så de ikke kan aflure pinkoden,” lyder advarslen fra vicepolitiinspektøren.