Fortsæt til indhold

Bander i masse-slagsmål ved Mørke byfest

Politiet har i weekenden haft en del at se til på Djursland.

Krimi
jro

Byfesten i Mørke har i weekenden været årsag til, at politiet flere gange har rykket ud for at få styr på gemytterne.

Eller årsagen var måske rettere en del personer, der ikke kunne finde konduiten.

Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Politiet har i weekenden været til stedet ved flere lejligheder i forbindelse med Mørke byfest på Djursland.

Flere forskellige grupperinger inden for bandemiljøet iført beklædning med deres tilhørsforhold deltog i festen, hvilket skabte gentagne slagsmål mellem grupperne.

Politiets patruljer fik løbende ro på konflikterne, som i alt affødte seks anholdte og sigtelser rejst for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

Derudover blev flere sigtet for fornærmelig tiltale over for polititjenestemand.

Ikke helt slut

Efter festpladsen lukkede klokken 02.00 forlod politiet stedet. Det gjorde kamphanerne dog ikke:

Kortvarigt derefter opstod der endnu et slagsmål mellem 10 personer uden for festpladsen.

»Da politiet kom retur, var parterne dog forsvundet,« skriver Østjyllands Politi.