Aggressiv mand gik på bar - det gjorde politiet også
Politiet har været på bar i midtbyen.
jro
En ung mand kunne ikke styre hverken temperament eller ordflom - og måtte derfor tilbringe en nat hos politiet.
Det skriver Østjyllands Politi i sin døgnrapport.
En 23-årig mand fra Aarhus optrådte kort før klokken 02 natten til søndag aggressivt over for personalet på Hornsleth Bar i Aarhus.
Det fik politiet til at rykke ud.
Ved politiets ankomst var den unge mand stadig ikke faldet til ro og overfuste patruljen med adskillige ukvemsord.
Han blev derfor anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
Den unge mand var endvidere så påvirket af alkohol, at han overnattede i politiets detentioner.