Fortsæt til indhold

Tyve sprang ud af vindue og stak af

Krimi
Grethe Bo Madsen

Betjente fra Sydøstjyllands Politi måtte i weekenden rykke ud til fire indbrud i Hørning, oplyser politikommissær Torben Rungstrøm fra Lokalpolitiet i Skanderborg.
Første indbrud fandt sted fredag aften eller natten til lørdag, hvor ukendte gerningsmænd brød ind i en villa på Solsortevej ved at knuse en dobbeltrude med en herregårdssten. Tyvene har været rundt i hele huset og har klippet en lampe ned, som hang over spisestuebordet.
På Elgårdsmindelinden blev der også klippet en dyr PH spisebordslampe af mærket Snowball ned. Her skaffede gerningsmændene sig adgang lørdag nat klokken 01.00 ved at knuse en rude til et køkken-alrum med en sten.
I Æblehaven brød to mænd ind i en villa lørdag nat klokken 01.29 ved at bryde et soveværelsesvindue op med en skruetrækker. Tyvene er rundt i hele huset, men når ikke st tage noget, da de bliver opdaget af en nabo. Han ser de to mørkklædte indbrudstyve stikke af fra villaen, efter han er gået over og har banket på en rude.
Også på Pederstoft blev et par indbrudstyve opdaget af en nabo. Det skete lørdag klokken 23.42, hvor de to gerningsmænd først forsøgte at komme ind i villaen via en terrassedør, derefter aflistede de en rude til stuen inden de til sidste brugte et koben til at bryde ind gennem et vindue i et kontor.
De nåede at gennemrode kontor og soveværelse, inden de blev opdaget af naboen og hoppede ud gennem vinduet og løb væk.
En tilkaldt hundepatrulje fulgte deres spor frem til Ringvejen i Hørning, hvor der blev fundet en taske med computer og andre tyvekoster fra indbruddet. Her blev der også fundet et koben gemt bag et træ.