Tre biler fik sat prop i motorvejen
Nordjyske Motorvej ved Trige var kortvarigt spærret i nordgående retning tirsdag
OPDATERET: En 18-årig mandlig bilist kørte i går kl. 15.52 i nordlig retning på Nordjyske Motorvej ved Trige og påkørte her en 28-årig mandlig bilist bagfra, hvorved den 28-årige blev skubbet frem og påkørte en 40-årig kvindelig bilist bagfra. Der skete ingen personskade, oplyser Østjyllands Politi.
Uheldet skete lige som myldretidstrafikken satte ind kort før klokken 16. Derfor skabte uheldet en 12-13 kilometer lang kø, som strakte sig ned til kløverbladet ved Silkeborg-motorvejen.
Falck i Hinnerup sendte redningsmandskab afsted, da meldingen lød på teknisk fastklemt bilist.
VOLDSOM ULYKKE DA LASTBIL VÆLTEDE PÅ E45 (2013)
"Men alle var kommet ud af bilerne, da vi nåede frem," fortæller indsatsleder Per Allan Nielsen, Beredskab & Sikkerhed, Favrskov.
"Vi var nødt til kortvarigt at spærre motorvejen for at flytte lidt rundt på de sammenkørte biler, der holdt i højre spor. Ellers kom vi ikke i arbejde."
Ved 17-tiden var motorvejen åbnet igen, og den lange kø kunne langsomt opløses.