Hætteklædte mænd angreb kvindelig hjemmehjælper i bil, men så gjorde hun heldigvis dette
Tre mænd omringede pludselig kvindelig hjemmehjælper i Kolt. Det fik de dog ikke meget ud af
En 43-årig kvindelig hjemmehjælper fik sig noget af et chok, da hun torsdag 28. april havde afsluttet et hjemmebesøg på Kunnerupvej i Kolt.
Da hun satte sig ind i sin tjenestebil og var på vej ud fra parkeringspladsen klokken 21.10 kom der en mand gående foran bilen i et langsomt tempo.
Da kvinden ikke ville ramme manden, satte hun naturligvis farten ned, så bilen næsten standsede. Manden kiggede ikke på hjemmehjælperen. I det samme blev passagerdøren i hjemmehjælperens bil revet op med højre hånd af en mand, som i sin venstre hånd holdt en kniv. Han sagde ikke noget, oplyser Østjyllands Politi. Samtidig blev førerdøren ved forurettede revet op af en tredje mand, og det fik kvinden til at træde hårdt på gaspedalen og køre fra stedet. I bakspejlet kunne hun se, at de tre mænd kiggede efter hende.
Den kvindelige hjemmehjælper har ingen anelse om, hvad de tre personer ville, og politiets efterforskning har indtil videre ikke givet noget resultat. De tre mænd beskrives på følgende måde: A: mand, 19-20 år, ca. 170 cm, iført sort hættetrøje og mørke joggingbukser og sko. Han havde hætte over hovedet.
B: mand, 19-20 år, ca. 170 cm, iført mørk hættetrøje trukket ned over hovedet og maske for den nederste del af ansigtet,
C: kan ikke beskrives.