Mange skammer sig
Som pårørende til en misbruger er det ofte svært at finde andre i samme situation. Det forsøger en pårørendegruppe nu at gøre op med
INITIATIV: Flere end hver tredje dansker mellem 15-64-årige har prøvet at ryge hash – og et misbrug kan have store menneskelige konsekvenser. Ikke kun for misbrugeren selv, men også for de pårørende, der må se en søn eller en kæreste langsomt ændre sig. En gruppe forsøger nu at tage hånd om de pårørende, der ofte bliver glemt i problematikken.
Hver anden onsdag mødes en gruppe borgere på Frivillighedscenteret i Helsinge, hvor de taler om erfaringer - og kommer med gode råd til, hvordan man som pårørende til en misbruger kan få en hverdag op at stå.
"Hash er et stort problem her i kommunen. Især blandt unge mænd. Men ofte tænker man ikke på, hvilke konsekvenser et misbrug også har for personerne i misbrugerens liv. Vi kører konstant i højt gear og pådrager os på mange måder den samme adfærd som en misbruger. Vi kan ikke sove, fordi vi bekymrer os. Og så bliver mange utilregnelige og utålmodige," siger A., der har været med til at stable pårørendegruppen på benene. Hun har selv haft misbruget tæt inde på kroppen - og ønsker at hensyn til familiens situation at være anonym.
"Vi har holdt de her møder i et år. Det er typisk forældre, der kommer. Men der har også været kærester og søskende. Vi sætter os ned og taler - og har man lyst til at byde ind, kan man det. Ellers kan man bare lytte. Som pårørende har man en masse frustrationer. Ved at tale oplever man, at mange er i samme situation som en selv," siger hun og fortsætter:
"Mange skammer sig over, at deres søn for eksempel har et hasmisbrug. Som pårørende har man en tendens til at påtage sig skylden. Dér kan vi gå ind og hjælpe. Man får øjnene op for, at man ikke er alene."
A. understreger, at alle er velkommende - og at man kan tale om alle slags misbrug. Derudover behøver man ikke frygte for, at det, man fortæller på møderne, pludselig bliver det store samtaleemne i lokalområdet.
"Vi er meget bevidste om, at vi bor i et lille lokalområde. Så vi værner om deltagernes anonymitet. Før vi går i gang skal man stort set sværge på tro og love, at det, der bliver snakket om på møderne, ikke forlader lokalet."
"Mange er bange for at dukke op, for hvilken reaktion man møder? Kassedamen i Netto frygter måske, at hun skal sidde over for kunder - eller pædagogen møder en forælder fra den lokale institution. Men der er ikke fordomme hos os. Alle er i den samme situation. Og det letter bare på trykket at få talt om det. Vi giver gode råd og fortæller om vores erfaringer. Jeg er selv sluppet af med de urolige nætter, hvor man ligger bekymret og tænker over, hvor ens søn måske er. Det giver så utrolig meget."
Pårørendegruppen mødes næste gang 11. maj. Det er fra 18.30-20 - og alle er velkomne.
Yderligere info, kontakt og tilmelding: stopmisbrug@hotmail.com