"Hold jer langt væk fra dem"
Mike Vafai fra Hareskovby advarer mod to fuphåndværkere, der har snydt ham for flere tusinde kroner
Mike Vafai, der bor på Klinthøj Alle i Hareskovby, advarer nu andre mod to udenlandske fuphåndværkere, som han selv har haft besøg af. Det kostede ham 4.000 kroner og en masse ærgrelser.
Den 6. april kom de to udenlandske mænd, der altså udgav sig for at være håndværkere, og bankede på hos Mike Vafai. De tilbød ham at rense fliserne i hans indkørsel og hans tag for alger for 10.000 kroner. De afleverede samtidig en brochure fra et anerkendt engelsk firma, som de - har det vist sig efterfølgende - intet har med at gøre.
Mike Vafai syntes, at både håndværkerne og deres brochure-materiale så troværdigt ud og efter at have forhandlet prisen for arbejdet ned til 5.000 kroner, underskrev de to parter en aftale.
Fik du læst: Egedal og Furesø: "Mølleådalen skal være naturpark"
Men det skulle Mike Vafai aldrig havde gjort.
"De arbejdede i cirka 3-4 timer og rensede en tredjedel af taget. Så 'brød' deres kompressor pludselig sammen, og de skulle lige have 2.000 kroner til at få den repareret. De kom dog tilbage dagen efter, hvor de arbejdede i cirka en time og rensede omkring 50 kvadratmeter af fliserne i indkørslen. Men så var der pludselig noget andet udstyr, der skulle repareres. De fik 2.000 kroner mere - og så har jeg ikke set dem siden", fortæller Mike Vafai, der ikke var betænkelig ved at give dem penge til reparationen, da en del af deres udstyr - blandt andet to dyre stiger - stadig stod på hans terrasse. Troede han.
"Idet, de kører væk, opdager jeg, at mens den en af dem har talt med mig, har den anden læsset deres udstyr på bilen. De tog også vores nye vandkande med sig, og de havde klippet vores haveslange i stykker for at bruge den til vandtilførsel. Derudover havde de svinet døre, vinduer, terrasse og møbler til med alger fra taget, så vi skulle til at rense det hele selv", fortæller Mike Vafia om det korte - men på alle måder dyre - bekendtskab med de to fuphåndværkere, som han beskriver som østeuropæiske mænd.
Kendt fupnummer
Mike Vafai har meldt de to mænd til politiet, og hos Nordsjællands Politi får man jævnligt anmeldelser om lignende episoder, fortæller pressekoordinator Henrik Suhr til Furesø Avis,
"Det er desværre noget, vi ser hvert eneste forår. De er alle vegne, og man skal holde sig langt væk fra dem. Det er ulovligt på alle måder, og det arbejde, de udfører, er tit af så dårlig kvalitet, at det skal laves om bagefter - men håndværkerne er forsvundet, og så står man selv med regningen. Så det kan godt gå hen og blive et dyrt bekendtskab", lyder advarslen fra Henrik Suhr, der opfordrer alle til at ringe til politiet, hvis de får et lignende tilbud.
Fik du læst: Stor demonstration i Furesø: Kommunale medarbejdere har fået nok af besparelser
"Jeg er pensionist, og jeg vil godt advare alle andre mod at falde i med begge ben, som jeg selv gjorde. Det ærgrer mig virkelig meget. Jeg er en gammel rotte, og jeg burde ikke falde for den slags tricks, men det hele virkede meget troværdigt", slutter Mike Tafai.