Pas på du ikke køber en VARM kaffemaskine
Sydøstjyllands Politi advarer mod at købe stjålne kaffe- og espressomaskiner
Sydøstjyllands politi advarer nu borgerne mod at købe billige espressomaskiner af mærket Siemens EQ9 med modelnumrene Ti903209RW, Ti905201RW og Ti907201RW, da der kan være tale om hælervarer.
Espressomaskiner af den type blev stjålet under et indbrud hos firmaet Rigtig Kaffe på Godthåbsvej i Skanderborg natten til torsdag 4. februar.
Her bakkede ukendte gerningsmænd klokken 02 ind i bygningen og ødelagde porten, hvorefter de skar sig vej ind i bygningen og stjal 25 Siemens fuldautomatiske espressomaskiner fra den eksklusive serie til en samlet værdi af 337.000 kroner.
Rigtig Kaffe er det eneste sted i Danmark, der sælger de pågældende espressomaskiner, som kom på markedet i efteråret 2015, og politiet opfordrer til, at man, hvis man bliver tilbudt en sådan maskine eller ser en lignende maskine sat til salg på sociale medier eller online handelssider, kontakter dem på telefon 114.
Det er anden gang inden for kort tid, Rigtig Kaffe har haft indbrud. Sidste det skete var 30. september sidste år, hvor der blev stjålet for knap 1,2 millioner kroner.
Indehaverne af Rigtig Kaffe, Morten og Anne-Dorthe Melballe udlover nu en dusør i form af en Siemens espressomaskine fra den nye Siemens EQ9-serie til den person, der kan hjælpe politiet med af opklare indbruddene.
Se billeder herunder af de tre typer espressomaskiner, som blev stjålet under indbruddet 4. februar.