Trak kniv frem og truede sig til fem Oddset-kuponer
Østjyllands Politi vil meget gerne i kontakt med vidner til røveri i Aarhus N
Politi LokalBrugsen på Vorregårds Allé i Aarhus N fik 11. maj klokken 19.42 uønsket besøg.
En mand med et afrikansk udseende gik i et stykke tid rundt i butikken, før han gik hen til kassen.
Her bad han om at købe fem Oddset-kuponer til en samlet værdi af 5.000 kroner.
Da ekspedienten havde kørt de første tre igennem, bad han om betaling, inden han lavede de sidste to.
Først her viste det sig, at manden ikke havde reelle hensigter.
Han hev en butterflykniv frem og truede ekspedienten til at udlevere de sidste to kuponer.
Da han havde fået dem, løb han fra stedet.
Signalement af røveren
Manden beskrives som:
Afrikansk af udseende, 15-25 år, 170-175 centimeter høj, spinkel af bygning, sort i huden, talte dansk og var iført sort kasket, sort Adidas-trøje, sorte Kappa-bukser og lyse Adidas-sko.
Han var bevæbnet med en butterflykniv i sølv.
Østjyllands Politi vil meget gerne i kontakt med vidner til røveriet eller andre, som måtte have oplysninger i sagen.
Østjyllands Politi kan kontaktes på telefonnummer 114.
/CSJ