Har du set denne mand?
Fra den 5. maj – 8. maj har supermarkeder i Fredericia i syv tilfælde modtaget falske danske 1000-kronesedler. De falske sedler er senere fundet ved pengeoptælling i bl.a. pengeinstitutter.
Sydøstjyllands Politi søger nu en formodet gerningsmand, der er fanget på videoovervågningen i supermarkederne. Gerningsmanden beskrives som en mand på ca. 40 år, ca. 175 – 180 cm høj, mørk i huden og almindelig af bygning med sort kort hår og overskæg.
Sedlerne har to kendte numre “468921H / A4597H og 659042H / A5129H. De er lavet på lidt tykkere papir, uden indlagt lodret vinduestråd, men med vellignende hologrammer.
Pengesedlerne er testet i to supermarkeder med en såkaldt EURO tester pen, der giver farve-advarsel på falske Euro sedler, men pennen har ikke reageret på papiret på de “danske” sedler.
Har du oplysninger i sagen, så kontakt politiet på 114.