Politiet efterlyser somalisk mand med mærkelig påklædning
Uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport fra tirsdag 10. maj til onsdag 11. maj
Overfald
En 21-årig kvinde var i går morges kl. 05.00 på vej hjem fra byen sammen med en mandlig kollega. Hun trak en cykel med cykelkurv. Ved Magasin blev kvinden pludselig væltet af en mand, der tog fat i hendes arm, så hun faldt halvt ned. Manden forsøgte at komme tættere på kvinden, mens hendes mandlige kollega bad ham at forsvinde.
Manden beskrives som:
A: mand, somalier, ikke særlig høj, ca. 20 år, spinkel af bygning, sort tophue på hovedet. På kroppen bar han cowboy skjorte og en gul vest udover. Afhørte beskrev, at hans tøj var meget mærkeligt.
Det lykkedes for den mandlige kollega at få A væk. Bagefter opdagede forurettede, at hendens pung var stjålet fra cykelkurven.
Vidner til overfaldet bedes kontakte Østjyllands Politi på 114.
Færdsel
Færdselsuheld
En ukendt bilist kørte i går kl. 07.48 af Oddervej i nordlig retning i Højbjerg og svingede til højre ad Emiliedalsvej ind foran en 58-årig kvindelig cyklist, som derfor kørte ind i bilisten og styrtede. Bilisten, der kun kan beskrives som kørende i en sølvfarvet bil, kørte efterfølgende fra stedet, uden at standse. Cyklisten blev tilset af en ambulance på stedet. Hun blev ikke taget med på syghuset, da hun alene havde pådraget sig knubs ved uheldet.
Vidner til uheldet bedes kontakte Østjyllands Politi på 114.
Færdselsuheld
En 61-årig mandlig bilist kørte i går kl. 07.38 ad Lilleringvej mod nordøst i Harlev. I rundkørslen hvor han skulle svinge til højre, overholdt han ikke sin ubetinget vigepligt og påkørte en 46-årig kvindelig cyklist, der kørte ad Silkeborgvej mod øst. Der skete ingen personskade.
Færdselsuheld
En 67-årig mandlig bilist kørte i går kl. 15.48 ad Bysmedevej og skulle dreje til venstre ad Havkærvej i Tilst. Han overholdt ikke sin ubetingede vigepligt krydset i forbindelse med venstresving og påkørte her en 54-årig kvindelig bilist, som kørte ad Havkærvej mod syd. Den kvindelige bilist havde rygsmerter som følge af uheldet.
Færdselsuheld
En 42-årig kvindelig bilist kørte i går kl. 07.57 ad Damvej mod syd i Sabro. I krydset Damvej/Viborgvej kørte kvinden frem for ubetinget vigepligt, og en 25-årig mandlig bilist kørte ad Viborgvej mod nordvest. Maden undveg påkørsel og rullede derved om på taget. Der skete ingen personskade.
Fører af motordrevet køretøj, euforiserende stoffer uden recept
En 27-årig mand førte i nat kl. 01.45 en personbil ad Grundtvigsvej i Viby J i narkotikapåvirket tilstand. Anholdt og indbragt til lægeundersøgelse.
Fører af motordrevet køretøj, euforiserende stoffer uden recept
En 23-årig mand førte i nat kl. 01.43 en personbil ad Louis Hammerichs Vej i Aarhus N i narkotikapåvirket tilstand. Anholdt og indbragt til lægeundersøgelse.
Kørsel i frakendelsestid
En 39-årig mandlig bilist blev i går kl. 10.05 bragt til standsning på Marselis Havnevej i Aarhus af en patrulje, som herefter sigtede manden for kørsel uden at have generhvervet førerretten.
Tyveri
En anmeldelse i går kl. 21.05 gjorde, at politiet kørte til Elstedgård i Sønderhøj i Lystrup, hvor unge var gået indenfor indhegningen og havde opbrudt et bådehus og nu roede rundt på søen. To mænd på 19 og 21 år fra Aarhus og Skanderborg blev sigtet for tyveri af båd. I øvrigt befandt tre andre mænd sig på stedet, der var provokerende overfor politiet. De kastede sten mod patruljebilerne og fulgte ikke politiets anvisninger om at forlade stedet. De tre, der var 19, 20 og 29 år fra Risskov og Tilst, blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.