Politiet tavse om skudsag fra Hillerød
Stadig efterforskning i gang efter fredagens skudepisode i Frederiksgade. Sådan, og kun sådan, lyder meldingen fra politiet
"Vi efterforsker sagen."
Sådan lyder den lakoniske melding fra pressekoordinator Henrik Suhr efter fredagens skudepisode i Hillerød. Det hele begyndte klokken 19.01, da der blev anmeldt skud ude foran spillehallen i Frederiksgade. Politiet var hurtigt på stedet og spærrede området af mellem Frederiksgade og Slotsgade.
Efter skudepisoden førte politiets efterforskning til, at fire unge mænd blev standset i en bil i Farum. De blev afhørt om skyderiet i Hillerød og blev løsladt igen.
Henrik Suhr vil mandag ikke fortælle, om der er fundet noget skudvåben, eller om der er flere anholdelser på vej.
"Sagen efterforskes," siger han.
Visitationszoner sydpå
Samme dag som Hillerøds skudepisode, sendte Københavns Vestegns Politi en pressemeddelelse ud om, at man havde oprettet visitationszoner i dele af Høje-Taastrup og Albertslund.
"Baggrunden for beslutningen er, at der aktuelt vurderes, at der verserer en voldelig konflikt mellem flere bandegrupperinger. Konflikterne har i maj 2016 givet udslag i flere voldelige hændelser. Da disse voldsforbrydelser indgår i en aktiv konflikt mellem bandegrupperinger, der søger konfrontation, finder politiet det nødvendigt at iværksætte visitationszoner for at forebygge yderligere voldsforbrydelser," skriver Københavns Vestegns Politi i pressemeddelelsen.
Om skudepisoden i Hillerød har nogen relation til den udmelding, vil Henrik Suhr heller ikke kommentere.
Fredag aften fortalte vagtchef i Nordsjællands Politi Henrik Alstrup, at der var affyret mere end ét skud i Frederiksgade. Han kunne også fortælle, at ingen var blevet ramt. Hvad målet for skyderiet var, vidste politiet heller ikke fredag aften.