Udklædte unge udløste terroralarm
Fire unge mænd udløste fredag terroralarm i Fredericia, da de i anledning af sidste skoledag havde klædt sig ud og kørte rundt i en bil. De var klædt ud som sheik og soldater, stak attrapvåben ud af vinduerne og råbte arabiske udtryk.
“Det kunne være gået helt galt,” siger politikommissær Ole Eckholdt.
Fire patruljer blev sendt af sted for at standse bilen, som mange anmeldere var blevet bange for. Flere anmeldere genkendte geværet, der blev viftet med som et AK47-maskingevær.
“De unge mænd havde ingen onde hensigter. Men de burde nok have talt med nogen, om det var en god idé at klæde sig ud og gøre som de gjorde,” siger politikommissær Ole Eckholdt.
De fire mænd får nu hver en bøde for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen., Sådan en er normalt på 1.500 kroner, men i dette tilfælde kan den stige til 3.000 kroner. Som studerende er det dog muligt, at de får rabat og derfor alligevel slipper med 1.500 kroner.
“Med de terrortrusler, der er aktuelt, er det her på ingen måde sjovt. Hvis de var kørt forbi de forkerte folk, kunne det være endt helt galt,” siger Ole Eckholdt.