Kørte 180 i timen i vildt regnvejr
Østjyllands Politi har haft en større færdselskontrol på motorvejene
En bunke af lovovertrædelser på motorvejene i Østjyllands Politikreds. Det var resultatet, efter at civile betjente var på vejene torsdag 19. maj klokken 15.30-19.30, oplyser Østjyllands Politi. Den mest voldsomme overtrædelse var en bilist, der blev målt til 180 kilometer i timen i kraftigt regnvejr og på en meget våd vej med stor risiko for aquaplaning. Derudover blev det blandt andet til 20 hastighedssager, hvoraf otte gav betinget frakendelse af kørekortet, ni andre gav klip i kørekortet, fire bilister blev sigtet for at køre for tæt på forankørende – og indstilling til, at to får betinget frakendt deres kørekort, to får tildelt et klip i kørekortet. Derudover var der en del, der brugte mobiltelefon ulovligt samt overhalede ulovligt. Den operative leder i færdselsafdelingen, politikommissær Amrik Singh Chadha, udtaler efter aktionen:
“Resultatet af kontrollen er tankevækkende. Hver eneste dag arbejder vi med at forbedre den generelle trafiksikkerhed. Det handler om at redde menneskeliv og forhindre, at folk ikke kommer alvorligt til skade eller endnu værre dræbt i trafikken. Kontrollen viser, at der stadigvæk er en del trafikanter, der ikke har forstået budskabet om, at fart dræber, og at uopmærksomhed i trafikken medfører en øget risiko for færdselsuheld.”
-CKO