Fortsæt til indhold

Polsk-russisk bande bag organiserede cykeltyverier

Krimi
Grethe Bo Madsen

Betjente fra Sydøstjyllands politi kom søndag på sporet af en mindre polsk-russisk bande af cykeltyve.
Det begyndte søndag aften 29. maj omkring klokken 20.55, hvor en bekymret anmelder henvender sig til politiet efter at han havde set to engelsktalende mænd med værktøj bryde låsen op på en barnecykel ved Niels Ebbesen Skolen, forklarer politikommissær Torben Rungstrøm fra Lokalpolitiet i Skanderborg.
En patrulje, der kørte ud til skolen i Højvangen kunne dog ikke i første omgang se noget til de to cykeltyve.
Men bare en time senere, klokken 21.55 får politiet endnu en anmeldelse om cykeltyverier. Denne gang fra en anmelder, der på en rasteplads ved Fuglsang nord har iagttaget to mænd, der var ved at læsse en polsk lastbil med cykler.
En patruljer var ifølge Torben Rungstrøm fremme ved rastepladsen klokken 22.05. Her finder den en 31-årig russer og en 46-årig polak, begge temmelig berusede. I lastbilen finder de fire stjålne cykler. De to mænd blev anholdt og sigtet for cykeltyverier og taget med til detentionen i Vejle.