Fortsæt til indhold

Fire mænd fængslet for at dumpe byggeaffald

Fire mænd er blevet dømt i stor sag om miljøforurening, hvor tonsvis affald blev læsset af i naturen og på rastepladser

Krimi
Fred Jacobsen

Fire mænd er ved retten i Glostrup dømt for ulovligt at have dumpet store mængder byggeaffald i blandt andet den nordsjællandske natur.
Læs også: Endnu et læs byggeaffald: Smidt midt på vej
To af mændene på henholdsvis 33 og 40 år fik henholdsvis tre års og tre år og ni måneders ubetinget fængsel. Desuden får hver af de to konfiskeret 750.000 kroner.
Det er hvad de to ifølge retten har sparet ved ikke at følge reglerne for at skaffe sig af med byggeaffald.
To andre medvirkende på 33 og 42 år fik domme på henholdsvis ni måneders fængsel, hvor den ene måned er ubetinget, og 30 dages betinget fængsel plus en bøde på 10.000 kroner.
De to hoveddømte drev en nedrivningsvirksomhed, men læssede byggeaffald af forskellige tilfældige steder på Sjælland, for eksempel på rastepladser, i industrikvarterer og på en grund, som de havde lejet.
Blandt andet har de dumpet materialet fra den nedrevne katolske kirke på Marievej i Hørsholm på Arrivas nedlagte busanlæg i Kokkedal og ved Karsemosegård i Nivå.