Fortsæt til indhold

Røveri i Nordea i Hørsholm

To mænd løb ind i banken, truede med en pistol og kørte væk i lyseblå bil

Krimi
Fred Jacobsen

Politiet er lige nu på jagt efter to mænd, der for kort tid siden siden begik et væbnet røveri i Nordeas afdeling i gågaden i Hørsholm.
Gågaden er afspærret, mens politiet er i gang med at sikre spor efter røveriet og afhøre vidner.
Ifølge et øjenvidne kom de to sortklædte mænd for kort tid siden løbende ind i banken og råbte "Bankøveri!". Den ene af de to røvere havde ifølge vidnet en pistol i hånden.
Efter røveriet forsvandt de to mænd ned ad en smøge ved siden af banken og forlod parkeringspladsen på østsiden af gågaden i en lyseblå bil.
Det er i hvert fald, hvad et vidne, Ugebladet har talt med, så.
"Jeg ryster stadig," fortalte kvinden, der var på vej ud, da de to mænd løb ind.
"De havde sort tøj på og masker på. Da de løb ind, tænkte jeg selv bare på at komme ud i en fart," fortæller vidnet, som på gågaden råbte til folk, at de skulle lade være med at gå ind i banken.
Selv gik hun ned ad smøgen til parkeringspladsen øst for gågaden og blev her overhalet af de to gerningsmænd, der løb ned mod en bil.
"Det helt tog vel fem minutter i det hele," fortæller vidnet, der så de to røvere køre væk i en lyseblå bil, som hun mener er af mærket KIA.
Der er endnu ingen oplysninger om, hvad de to røvere fik ud af deres handling.