Tiltalte "tagget" i billede med en kniv på Facebook
Vidne forklarede, at han fulgte Mads Skjoldsøges søster væk, da han var blevet stukket. Inden da havde han givet førstehjælp
Dagen inden knivstikkeriet på handelsskolen i Hillerød - et stik der kostede 17-årige Mads Skjoldsøge livet, blev den tiltalte tagget i et billede på Facebook af en kniv.
Det forklarede et af vidnerne, der har gået i parallelklasse med den tiltalte, i retten.
"Der blev lagt et billede op dagen inden, hvor han var "tagget"," sagde den unge mand i retten.
Han sagde ikke, hvem der havde lagt billedet op, i retten. At tagge nogen i et billede betyder, at man er sammen med dem.
"Der var en kniv, nogle kontanter, nogle bilnøgler og nogle parfumeflasker. Der stod "hygger med drengene" ved billedet," forklarede den unge mand.
Fulgte søsteren væk, da Mads var stukket
Den unge mand i vidneskranken var på handelsskolen, da Mads Skjoldsøge blev stukket ned den 5. november.
På vej ned til tunnelen havde den tiltalte trukket hænderne op i ærmerne, forklarede vidnet. Inden da havde han hilst på ham, men tiltalte havde ikke hilst tilbage.
Vidnet så knivstikket. Han var 50 meter væk. Han forklarede i retten, at han er langsynet og ser godt på lang afstand.
"Det var et sted mellem et sving og et slag nedefra," sagde vidnet.
Efterfølgende gav vidnet førstehjælp til Mads Skjoldsøge.
"Jeg tog sokken af og prøvede at standse blødningen. En kom med et liggeunderlag til ham. Jeg gik væk igen, fordi jeg syntes, han skulle være sammen med sine nærmeste venner," sagde vidnet.
"Jeg fulgte Mads' søster væk, for jeg mente ikke, hun skulle se det," sagde den unge mand.
"Ambulancen kom, og jeg så Mads blive lagt på båren og kørt ind i ambulancen. Den var der et par minutter, inden den kørte igen," sagde vidnet.
Følg Hillerød Postens liveopdateringer fra retssalen på Twitter eller i denne artikel