Fortsæt til indhold

Ledte politiet til tyvekoster for 200.000 kroner

Krimi
Jacob Nielsen

Politiet er afhængige af borgernes hjælp i bekæmpelse af kriminalitet. Det må man sige, at de fik i mandags, da to mænd var i færd med at begå indbrud i et hus i Hasselager i det sydlige Aarhus.
En årvågen nabo lagde mærke til de to mistænkelige mænd, hev sin mobiltelefon frem og begyndte så at filme dem i smug. Efterfølgende sendte naboen videoen til politiet, der kunne genkende de to mænd og den bil, de kørte i. Det førte til, at en patrulje tirsdag aften kørte ud for at finde den ene af de to eftersøgte, en 22-årig mand, på en adresse i Viby.
Vedkommende var ikke hjemme, men det var til gengæld en masse tyvekoster - blandt andet designmøbler og -lamper, elektronik, tøj og kosmetik til en værdi af cirka 200.000 kroner.
Den 22-årige og hans 25-årige medsammensvorne mistænkes for at have begået flere indbrud i det sydlige Aarhus. Politiet har indtil videre fastlagt fire gerningssteder, både private boliger og firmaer, hvorfra de fundne tyvekoster er stjålet, og det forventes at den videre efterforskning vil føre til flere gerningssteder, oplyser Østjyllands Politi.
De to tyveknægte er endnu ikke anholdt i sagen, men det er nok kun et spørgsmål om tid.