Fortsæt til indhold

Så effektive er politiets nye nummerpladeskannere

Krimi
Jacob Nielsen

Det bipper løstigt i politiet nye automatiske nummerpladelæsere, som blev taget i brug i sidste måned. Indtil videre har kameraerne haft over 114.000 hits på biler, der af den ene eller anden grund har været kendt i politiets registre, oplyser Rigspolitiet.
I alt 107 stationære kameraer er fordelt 24 steder i landet og de har fra den 17. maj frem til og med 9. juni aflæst ikke mindre end 8,1 million nummerplader. Udover de stationære kameraer er indtil videre fem patruljevogne udstyret med den nye teknologi. De patruljerer i Københavns, Nordsjællands og Københavns Vestegns Politi, men der gemmes ikke oplysninger om antallet af aflæste nummerplader i de mobile kameraer.
"Tallene bestyrker os i, at der er tale om et effektivt værktøj. Vi kan se, at der kører rigtigt mange biler rundt derude, som enten er interessante for os i forbindelse med en efterforskning, eller som af færdselsmæssige årsager ikke burde køre rundt på vejene. Nu har vi fået værktøjet til nemmere og hurtigere at finde de biler, som vi gerne vil have fat på," siger politidirektør Svend Larsen.

LÆS OGSÅ:
Se kortet: Her holder politiet øje med din bil døgnet rundt
Det er ikke ud fra tallene muligt at sige, hvor mange konkrete sager, som de automatiske nummerpladelæsere indtil nu har bidraget til. Det skyldes, at det i den enkelte sag altid vil være en afvejning, om der skal gribes ind her og nu over for den bil, der er et hit på, eller om patruljen skal fortsætte til andre mere hastende opgaver.
Men et eksempel fra Syd- og Sønderjyllands Politi viser, hvor effektiv teknologien bag automatisk nummerpladegenkendelse er: En mistænkt kriminel blev standset af tysk politi medbringende, hvad der umiddelbart lignede tyvekoster fra Danmark. Manden nægtede at have været i Danmark, men ud fra oplysninger fra nummerpladelæserne kunne det slås fast, at den mistænkte havde befundet sig i Danmark, kort tid før han blev standset i Tyskland. Han vil nu blive ført tilbage til Danmark, hvor sagen efterforskes yderligere.

Se fordelingen af de registrerede hits her:

Afmeldte nummerplader: 9.298
Biler registreret som brugsstjålne: 750

Efterlyste køretøjer: 334

Manglende forsikring: 23.526

Biler tilhørende personer der er frakendt førerretten: 28.037

Biler der ikke har været til syn: 4.879

Nummerplader efterlyst som tabt eller stjålet: 47.458

Biler, der blandt andet er knyttet til personer, der konkret er mistænkt for lovovertrædelser, som kan straffes med fængsel i mindst 1 år og 6 måneder, eller som er efterlyst fra udlandet: 448