Mad på et komfur førte til brand, hvor hund døde
Uddrag af Østjyllands Polits døgnrapport fra torsdag 7. juli til fredag 8. juli
Østjyllands Politi modtog torsdag eftermiddag klokken 16.05 en melding om en brand på Fastrupvej i Solbjerg.
Beboerne i ejendommen havde forladt huset, mens der stod mad på en tændt komfur, hvorved der var opstået brand.
Køkkenet udbrændte, og der var store sodskader på resten af huset.
En hund døde som følge af røgforgiftning, men der skete ingen personskade.
Døgnet i øvrigt
Bil i brand
Østjyllands Politi fik - via 112 - i nat kl. 02.10 en anmeldelse om brand i en bil på Djurslandsmotorvejen ved Trige. Den 31-årige fører af bilen var kommet kørende på motorvejen, da der pludselig kom røg ud fra motoren. Den 31-årige holdt ind til siden, hvorefter der kom flammer fra motoren. Bilen udbrændte totalt, men den 31-årige slap uskadt.
Færdselsuheld
En 53-årig kvindelig bilist kørte torsdag kl. 16.25 ad Stokagervej i Risskov frem i krydset med Viengevej, hvor hun påkørte en 41-årig mandlig cyklist der kørte ad Viengevej på cykelstien imod færdselsretningen. Ved sammenstødet brækkede cyklisten lårbenet.
Færdselsuheld
En 20-årig mandlig bilist kørte torsdag kl. 20.42 frem for ubetinget vigepligt fra Holmstrupgårdsvej i Brabrand i østlig retning, hvorved der skete sammenstød med en 20-årig mandlig bilist, som kørte ad Holmstrupgårdsvej i sydlig retning. Føren af den ene bil og passageren i den anden bil kom lettere til skade ved sammenstødet og blev kørt til undersøgelse på skadestuen, men blev udskrevet kort tid efter.
Færdselsuheld
En 37-årig mandlig bilist kørte torsdag kl. 22.02 ad Åby Ringvej i Aarhus V i nordlig retning og skulle svinge til venstre ad Jernaldervej i vestlig retning. I krydset kolliderede han med en 89-årig mandlig bilist, som kørte ad Åby Ringvej i sydlig retning. De tre personer i den 89-åriges bil kom lette til skade ved sammenstødet.
Spirituskørsel
En 21-årig mandlig bilist førte natten til fredag kl. 03.02 en personbil ad Nørreport i Aarhus, uagtet at han var påvirket af spiritus.
/CSJ