5-årige kræftramte Silas fik sit ønske opfyldt
Tirsdag var politiassistenterne Per og Michael på patrulje, hvorunder de besøgte 5-årige Silas og dennes familie. Silas er opereret for kræft i hjernen, og han havde via Ønskefonden ønsket at se en politibil, og det ønske blev opfyldt.
Silas fik lov at trykke på alle knapperne i patruljebilen og tænde for det blå blink, hvilket alle drenge jo synes er spændende. Silas fik en god oplevelse, som hans mor og far også var glade for.
Ønskefonden.dk (make-a-wish) gav Silas familie, bestående af far og mor, samt to store søskende, en uges gratis ophold i et sommerhus med hele familien. Silas har nemlig brug for fred og ro efter sine hospitalsophold.
Per og Michael var meget glade for, at de under deres tur rundt i politikredsen kunne give Silas en god oplevelse. ”Det koster så lidt, men betyder så meget”, som de sagde efterfølgende.
Normalt kan man ikke ”bestille” en politibil, men ovennævnte var en undtagelse, som politiet er glade for, at der var tid til.
Midt- og Vestsjællands Politi ønsker Silas rigtig god bedring!